Sydfyenske-Prisen 2009

 

Prisen gik i 2009 til Erik Kromann, og han fik disse ord med på vejen, af Peter Berndt, tidligere bestyrelsesmedlem i SFDS's Fond:

 

"Begrundelse for tildelingen af Sydfyenske-Prisen 2009

Bestyrelsen for Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond besluttede i december 2006, at indstifte en pris, kaldet SYDFYENSKE-PRISEN, til tildeling til en person, som påskønnelse for en fremragende indsats indenfor sociale, kulturelle, maritime og ideale områder, navnlig inden for Sydfynske A/S´s  geografiske område.

Prisen der er på 50.000,00 kr. kan ikke søges.

I 2008 blev prisen tildelt  stifteren af Langelands Maritime  Efterskole, Knud Gether.

I år har bestyrelsen atter fundet en person, som opfylder betingelserne for tildeling af Sydfyenske-Prisen.

Prismodtager 2009 er Erik Kromann.

Erik Kromann har gennem hele sit liv åndet og levet for søfart. Som barnebarn af den navnkundige Erik B. Kromann, der skabte Marstalrederiet af samme navn, blev han født ind i en familie og et lokalsamfund, hvor søfart spillede en altdominerende rolle.

Erik formedes af disse omgivelser til den han er i dag; en uudslukkelig ildsjæl, der med rodfæste i Marstal og Det Sydfynske Øhav brænder for dansk søfart.

Han har en kolossal viden om søfart, og mange meninger om søfartens vidunderlige verden, den modbydelige centralisme og alt muligt mellem himmel og jord.  Og han benytter enhver lejlighed til at kommunikere denne viden og disse meninger ud til alle verdenshjørner på klingende Marstaldialekt i et stærkt og farverigt sprog, spækket med maritime udtryk

Erik har gennem 25 år været Marstal Søfartsmuseums dynamiske leder, og museet har med ham ved roret udviklet sig til et maritimt fyrtårn, ikke kun på Ærø og i det sydfynske område, men i hele Danmark.

Senest har danskerne kunnet opleve Erik som en af de søfartskyndige deltagere i Danmarks Radios TV-udsendelse ” FORTÆLLINGER FRA DE SYV HAVE”.

Erik fremstår i dag som en ypperlig repræsentant for dansk søfart, og som et usædvanligt levende menneske, der i kraft af sin humor, sit engagement og sine uforlignelige kommunikative evner inspirerer og brænder igennem, så man husker ham.

Senest har Erik markeret sig som initiativtager og arrangør af et demonstrationstogt for 25 – 30 store udenlandske sejlskibe, der samledes i Marstal havn for at protestere mod de danske søfartsmyndigheders meget restriktive sikkerhedsregler, der vanskeliggør, at disse meget smukke skibe kan anløbe danske havne.

Det er derfor ikke mærkeligt, at Fonden finder Erik selvskreven og værdig til at modtage denne pris på 50.000,00 kroner."

 

Nedenfor er et link til den artikel, som Fyns Amts Avis skrev i forbindelse med uddelingen.

 

Link

 

 

 

 

 
 
  Fonden har siden 1993 uddelt
midler til almennyttige formål.
Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond  ·  Spodsbjergvej 351  ·  Spodsbjerg  ·  5900 Rudkøbing  ·  56 20 20 40