Sydfyenske-Prisen 2018

 

Prisen gik i år til Bente Arnsted, og hun fik disse ord med på vejen af John Steen-Mikkelsen, bestyrelsesformand i SFDS's Fond:

 

"Bente bruger næsten al sin tid på frivilligt socialt arbejde.

Det er ekstra imponerende, for ikke mange unge mennesker ville kunne klare det tempo og de opgaver, som Bente lægger for dagen.

Listen over Bentes engagement er lang:

Bente sidder som vågekone hos døende mennesker, og hun sidder gerne hele natten, hvor hun enten læser højt, synger eller bare holder i hånd. Ud fra devisen om, at ingen skal dø alene, undværer Bente gerne sin nattesøvn i en god sags tjeneste, og det er ikke kun, når Bente sidder som vågekone for et døende menneske, at Bente undværer sin søvn.

 

I det forebyggende arbejde for at redde liv er Bente nemlig også frivillig akuthjælper, hvor hun løber, når alarmen lyder på hendes telefon både dag og nat.

 

Bente tager ligeledes en stor frivillig tørn på mange andre områder, idet hun gerne går rundt til samtlige husstande i Tullebølle med foldere for hjertestarterforeningen, men også ved loppemarkedet i Tullebølle lægger Bente et stort frivilligt arbejde på flere områder.

 

Bente har ligeledes et andet frivilligt hverv, som i sig selv er et meget stort og prisværdigt arbejde, nemlig i form af formandskabet for ældrerådet på Langeland. Dette kræver meget mødeaktivitet, men der bliver selvfølgelig også tid til at følge ældre medborgere til læge og på sygehus m.m.

 

Afslutningsvis får Bente da også lige tid til at være medlem af Diabetesforeningen, hvor hun er kasserer på Langeland. Her hjælper Bente ligeledes til ved indsamlinger m.m.

 

Bestyrelsen er derfor glad for at have muligheden for at kunne give en så engageret person - som Bente Arnsted - Sydfyenskeprisen."

 

 

 

 

 

Bente Arnsted fik overrakt en check på 50.000,- og derudover en glaskaraffel fra Glasblæseriet i Svendborg.

 

 

 

 

 

 

 
 
  Fonden har siden 1993 uddelt
midler til almennyttige formål.
Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond  ·  Skyttevej 16  ·  4000 Roskilde ·  70 70 73 80