Foreningen Trankebar 

 

Fonden har fået tilsendt følgende brev fra næstformand i Trankebars Forening, Poul Petersen, som vi har valgt at publicere i sin fulde længde:

 

 

Når danske besøgende ankommer til den lille by  Tarangambadi  på Coromandelkysten i Sydindien, er det første indtryk, de får af en fortids dansk handelsstation, Landporten.

Frederik den 7.,  står der i toppen af det store bygningsværk, tegnet af Guvernør Peter Anker og bygget af Muhldorf, kaptajn på Fort Dansborg,  i 1792. –

Nu ved man, at man befinder sig i den gamle danske koloni Trankebar.

Efter at have passeret det imponerende bygningsværk går man ned ad Kongensgade. På højre hånd ser man Ny Jerusalemskirken, lidt senere Zionskirken til venstre, og efter en kort spadseretur når man Paradepladsen og  Fort Dansborg,  der spejler sig i Den Bengalske Havbugt..

Dansborg, et fort på størrelse med Kronborg, bygget af de danskere, der ankom til den lille fiskerby i år 1620, og som fik en lejeaftale med den lokale Najk ( fyrste)  i byen Tanjavur, hvem  området tilhørte.

Her kunne danskerne drive handel de næste 225 år, indtil kolonien blev solgt til briterne i 1845.

Det danske flag blev strøget fra Kastellets tårn, og briterne regerede byen, indtil Indien blev selvstændigt i  1947 …….

Fra jeg besøgte Trankebar den første gang i 1989 og ved  hvert af de efterfølgende mange besøg gennem årene, har jeg  med stor beundring  siddet på Fort Dansborgs  mur og  skuet ud  over havet.  Tænk at sidde her på en borg, opført af en flok danskere, anført af den unge admiral Ove Gedde, der på befaling af Kong Christian 4. drog ud i det fjerne – et eventyr, finansieret dels af Kongen og dels af private investorer-  Danmarks første aktieselskab.

Knap 2 år efter afrejsen fra Danmark ankom ekspeditionen til Coromandelkysten,  hvor man på kun 2 år opførte et kæmpe bygningsværk. Man havde ingen tegninger med, men Ove Gedde havde været på ”borgbygger-kursus” i Holland som et led i hans militæruddannelse. En imponerende bedrift.

Man ankom til et fremmed land, hvor man hverken kendte sproget eller kulturen.

Almindelig sund fornuft ville have ført ekspeditionen hen til et sted,  hvor de kunne ligge i læ , en bugt eller en flodmunding, men nej, her ankrede man op ud for den ubeskyttede kyst, hvor bølgerne blev meterhøje, og hvor landgangen fra de skibe, der lå på reden, blev utrolig vanskelig og forbundet med stor fare for at miste både besætning og gods, inden man fik fragtet varer og besætning ind til Fort Dansborg.

Men de gjorde det -. Gennem 225 år lå skibene på reden, og varer og gods blev fragtet ind på land.

Det svage led med transporten gennem den hårde brænding blev klaret helt lokalt med den Masoola boat, som danskerne døbte Sellingen.

 

Sellingen er en båd på omkring 10 meter lang, bygget af planker af lokalt tømmer, syet sammen af kokosreb . Mellem plankerne bliver lagt tynde kokosfibre, og indvendig bliver samlingen mellem  plankerne tætnet ekstra med en pølse af kokos for at holde båden vandtæt. En enkel og samtidig fantastisk konstruktion,  som man i Danmark kender fra Hjortspringbåden, men som i mange kulturer er gået tabt i konkurrencen med nyere bådkonstruktioner.

Sellingen er ganske enkelt genial. Når den passerer den hårde brænding,  kan båden ”give ” sig på grund af kokosrebene. – En almindelig båd af træ ville være i fare for at blive slået itu af den hårde kraft, som bølgerne rammer med.

Sellingen bliver roet af omkring 10 roere, der med sang  i takt til åreslagene får båden til at glide gennem brændingen og op på stranden. Udover roerne er der en styrmand.

Foruden at være brugt til transport, har Sellingen været brugt til fiskeri helt op til Tsunamien i 2004, hvor havet gjorde det af med de sidste eksemplarer af Sellingerne på Coromandelkysten.

Professor Esther Fihl fra Københavns Universitet, leder af Nationalmuseets Trankebarinitiativ,  har fortalt mig, hvordan hun i 80´ erne som ung studerende fra Moesgård  stod på stranden og iagttog, hvordan fiskerne brugte Sellingen.  De kaldte den  Big Fishing Boat eller Masoola boat. 

Ombord i Sellingen blev et kæmpe net sejlet ud på havet, ofte af 8-10 roere og 1 styrmand. - Efterfølgende blev nettet trukket ind på stranden af en stor flok fiskere.. Nettet blev tømt, og de mange fisk sorteret på stranden og fordelt blandt fiskerne.

 

Den nyudnævnte præst ved Zionskirken, Knud Eskild Møhl, beskriver i 1829 sin ankomst til Trankebar således:

(Uddrag af Breve fra Indien udgivet 1840 af K.E. Møhl)

 

”Efterat jeg i den tidlige Morgenstund havde seet en stor Skildpadde drive forbi skibe, og derpå en vældig Søslange slaae sine Bugter i det grønne Hav, der nu aldeles havde forandret  sit bundløse udseende, førend det kjære Land lod sig til syne i en betydelig Udstrækning til Venstre, under Opseilingen i den bengalske Bugt. Mig syntes virkelig, at jeg kunde lugte Landet, inden jeg endnu saae det, skjøndt det var just ikke nogen aromatisk Lugt, saaledes som den, man pleier at mærke i Nærheden af Ceilon paa Caneelsiden, der dog gik vor Næse forbi. Coromandelkysten har just ikke det prægtigste Udseende; dog er der en vis landlig Venlighed udbredt over den hel flade Kyst med dens Palmegrupper og jævne Strandbred.

Den engelske Flagstang ved Nagapatnam, de hvide Minarets af Moskeen ved Nagore, og længere oppe den franske Flagstang ved Karikal bebudede strax, at der boede mange fremmede i Landet. Men disse Sømærker staae alle tilbage for Dansborg og Tranquebar, der fra Søen præsenterede sig meget indtagende, og tilsmile stedse venligere, jo nærmere man kommer dem.

Kysten vrimler overalt ved de smaae Fiskerbyer af Mennesker, som ere i færd med at ordne deres Garn, og trække deres Baade ud i Brændingen i den tidlige Morgenstund., medens flere allerede ere langt ude for at fiske paa deres Kaddamaram med de røde Seil. Simplere Fartøi gives neppe nogetsteds i Verden; thi det er kun, naar man nærmere seer dem, 2-3 sammenbundne Træstammer, hvilket Navnet netop betegner. En Fisker, just ikke det meest lovende Exemplar af Nationen, kom snart ombord til os paa et saadant Fartøj. Jeg havde ikke forestillet mig Indianerne saa sorte, som denne var, og hans næsten tandløse betelbesudlede Mund gav mig et ufordeelagtigt Begreb om de ellers saa lovpriste Hinduers Skjønhed.; dog havde han en lille smuk nøgen Søn med sig. Vi krydsede os frem til ud på Aftenen, og ankrede ved Fyret fra Dansborg paa Tranquebars Rhed omtrent Kl. 9 om Aftenen.

Om Morgenen d. 4de Marts var hele Skibet fuldt af Indfødte, som kom ombord deels af Nysgjerrighed, deels for at handle, del også for at søge Tjeneste hos de nysankomne Europæer. Her var rig leilighed til at betragte de forskjellige Physiognomier af lysere og mørkere Farve, fra Negerens Sorthed og næsten til Italienerens Teint. Styrmanden maatte engang imellem tage en Ende (Toug) for at gjøre Plads imellem dem, og da denne haarde Behandling smertede mig, og jeg yttrede, at det var Synd, loe man ad mig, menende, at jeg nok lærte det Slags Folk bedre at kjende.

Landsættelsen skeer i en Selling,en stor Roebaad, ved saadanne Leiligheder forsynet med Soelseil, meget dyb og rummelig og spids til begge Ender.

Den er sammensyet med Kokusgarn gjennem svære Planker af det stærke Tæktræ, som ere formede krumme ved Hjelp af Ild og Presning.

6-8 Personer bruges til at roe en saadan med Aarer, i Takt efter en vis Sang. Aarerne ligne ganske en Ovnrage eller flad Skovl med kort Skaft, en lignende bruges af Baadføreren til at styre med agter ude. Vi Andre fulgte efter i en anden Selling, da Saluten var givet fra Castellet.

Vi kom lykkeligt igjennem Brændingen, under den sædvanlige Støi af Roerkarlene, der her roe med den største Anstrængelse, som om de vare i Livsfare, og efter en langt hurtigere Takt, end den, de bruge udenfor paa Søen i det aabne Farvand. Saasnart Baaden støder an paa Grunden, springer Mandskabet ud, og hale den saa langt ind paa Land, som de kunne faae den, ved Hjælp af Brændingen, der vedbliver at skylle ind under Baaden og hæve den fra Bunden. Den sidste Tour er paa Skuldrene af et par Sorte fra Baaden   iland.”

 

Efter at have hørt de mange historier om den sagnomspundne Selling syntes vi nok i Foreningen Trankebar, at det kunne være sjovt at få fat på et originalt eksemplar, hvis det da var muligt.

Gennem et par måneder kørte vi op og ned ad kysten fra Sydspidsen af Indien til Chennai. Vi besøgte stort set alle de små fiskerlejer. Vi talte med an masse fiskere, og især de gamle kunne næsten samstemmende fortælle den samme historie om Sellingen.  Dels kunne de fortælle om, hvordan den blev brugt til fiskeriet, og dels  om,  hvordan de satte garnene ud og om de mange fisk, de havde fanget . Men alle stederne fik vi at vide, at de sidste eksemplarer var blevet ødelagt under Tsunamien, der ramte hele Coromandelkysten hårdt i  2004.

Den meget søgen førte os til Trivandrum på sydvestsiden af Indien, hvor vi var blevet fortalt, at de lokale fiskere stadig fiskede fra sammensyede både næsten identiske med Sellingen.

Vi var stort set kun trådt ud af flyveren, før vi på den nærmeste strand så både, der til forveksling mindede om Sellingen. Her havde de altså overlevet.

Det mest spændende var,  om syningen  også var som på Sellingen fra Trankebar-  Vi kunne hurtigt konstatere, at det var den. Nu var der blot på de nyere både  brugt reb af kunststof til at sammensnøre de nyere Sellinger i stedet for kokosreb.

Vi så også, hvordan de dækkede bådene til i den hårde middagssol, når de var færdige med morgenens fiskeri, og hvordan de overøste dem med vand for at holde sammensnøringerne tætte.

Efter nogen tids søgen fandt vi et gammelt eksemplar, som vi købte til hjemtransport til vores nystartede Trankebar Maritime Museum i Trankebar. –Vi var pavestolte, da lastbilen ankom til Trankebar med vores Selling.

Nogle måneder efter, at vi havde hjembragt vores Selling fra Sydkysten, fik vi tilbudt et byggesæt til en lokal Selling fra Trankebarområdet-  ganske vist i en meget dårlig stand, men man kunne da se, at det var en Selling.-  Så vi råder nu over 2 Sellinger, og man kan sammenligne

byggeteknikken , som de har brugt gennem århundreder her på kysten.

 

Karl Peder Pedersen omtaler i sin bog om Sellingen i Søfartsmuseets årbog om Trankebars sidste Selling, Sellingekasten.

 

Vi prøvede at finde frem til efterkommere af de, som havde fisket med Selling blandt Trankebars fiskere… Her kunne man fortælle os, at der ikke fandtes en særlig Sellingekaste, men en gruppe af fiskere fra den i bogen omtalte  Karaiyans kaste,  der havde specialiseret sig i  at  fiske fra Selling.  Man havde ofte flere byggesæt af Sellinger liggende på lager, så man hurtigt kunne sy en båd sammen, når der var brug for det.

Sellingen udgjorde en vigtig brik i den dansk/indiske handel, der foregik på Coromandelkysten ud for byen Trankebar fra 1620-1845, og uden  Sellingen  var megen transport  blevet besværliggjort, og meget mere gods var blevet ødelagt eller var forsvundet i havet.

 

Det meste af fiskeriet i Trankebar er fra gammel tid foregået fra katamaranen, en simpel båd bestående af 3 sammensnørede stykker træ. Båden padles med en simpel padleåre, og indimellem rejses der et mindre sejl. - I dag kan man somme tider skimte de blå sejl, når man skuer ud over Den Bengalske Havbugt og i det fjerne ser fiskerne fange flyvefisk fra deres katamaraner.

Indtil 1980 `erne var der udelukkende katamaraner og nogle få Sellinger på Coromandelkysten.

Herefter gjorde plastikbådene deres indtog, og i 2012 ser man næsten udelukkende de farvestrålende glasfiberbåde, når man sender blikket hen langs stranden. Bådene har en mindre dieselmotor agter, ingen gearkasse, men en lang skrueaksel i et rør, der på et vippebeslag kan sænkes ned i vandet og tages op, når der ikke er brug for skruekraft eller ved udsætning af båden. I enden af det lange rør med skrueakslen sidder skruen.

Som tilskuer bliver man chokeret første gang, man ser en plastikbåd blive sat i søen af en flok fiskere med startet motor og sidste mand i vandet tæt på den roterende skrue, inden han springer op i båden og skruen sænkes i vandet, hvorefter båden bevæger sig ud gennem brændingen for at forsvinde i de store bølger.  Når båden igen nærmer sig kysten efter ophørt fiskeri, hæves skrueakslen med den roterende skrue lige før, båden når stranden - et ret så imponerende skue…

Udover de lokale fiskere ser vi hver dag de store ”steamers”, som fiskerne kalder dem. Det er store trawlere, der kommer langvejsfra, og med deres trawl skraber alt,  hvad de få, op af havbunden til stor ærgrelse for de lokale, der må se en del af deres fangst forsvinde fra Trankebarområdet.

Hver morgen kommer fiskerne i land med deres fangst omkring ved 8 tiden, og der bliver holdt auktion i den store auktionshal på stranden ud for fiskerlandsbyen. Mændene bærer fiskene ind i hallen i kurve.

Herefter er det kvinderne, der tager over.  Den beteltyggende højtråbende auktionarius styrer slagets gang, og efter et par timer er hallen tømt for fisk, og dagens fangst bliver enten solgt lokalt eller forsvinder med fremmede opkøberes biler op gennem fiskerlandsbyen.

På visse årstider bliver der også holdt auktion om eftermiddagen. Her er det krogefiskerne, der lander deres fangst af store fisk som rokker og hajer, der lige som ved morgenens auktion bliver solgt videre, for det meste til opkøberne, der kommer tøffende i deres små varevogne oppe fra landevejen.

Fiskeriet er stadig en af Trankebars livsnerver og trods de mange forandringer, der er sket gennem de senere år for de lokale fiskere, er det stadig fiskeriet, man forbinder med byen Trankebar..

Udover fiskeriet, er Trankebar en skoleby.  Traditionen med skolerne startede, da missionen gjorde sin indtog i 1706, hvor missionæren Ziegenbalg, udsendt af den dansk/tyske mission, landede på stranden ud for Fort Dansborg og trådte ud af sin Selling -. Efterhånden skød flere og flere skoler op i byen drevet af de forskellige trosretninger. Her er katolske skoler, lutherske skoler, muslimske skoler og alt fra børnehaveklasser til læreseminarium inden for murene i den gamle Trankebar by, og traditionen med de mange skoler er fortsat op til vor tid. – Der er dog kun nogle få rester af den oprindelige bymur bevaret. Det meste af bymuren er forsvundet, og stenene er blevet brugt til byggematerialer for byens befolkning gennem de sidste mange år..

Trankebar har 2 ”livsnerver”,  Fiskeri og skoler… Eleverne er ikke kun fra selve byen, men mange elever kommer udefra og går i skole i Trankebar.

 

Mit første besøg i Trankebar var i 1989.  Jeg, der dengang var forstander på Danmarks mindste efterskole i Tommerup på Fyn, var ankommet til en landsby i det tørre højland nær Tempelbyen Tiruvannamalai, hvor skoleleder Johnson med Danidastøtte havde startet den første indiske efterskole. En skole for de fattige bønders unge, der skulle oplives og oplyses med en blanding af Grundtvig, Kold og Gandhis lærdom på en lille kostskole.

Efter at have boet blandt 15 drenge på den bare jord på stråmåtter i 2 uger, tog skoleleder Johnson og jeg natbussen mod Trankebar.. Klokken 7 næste morgen gik vi gennem Landporten og her startede mit eventyr omkring Trankebar . Det fortsatte de næste 20 år med regelmæssige besøg i Trankebar.

Det Trankebar, som de fleste danskere havde hørt og læst om i historieundervisningen i folkeskolen, var i 1989 et hensygnende sted, en tidslomme, der havde sover tornerosesøvn, siden danskerne forlod kolonien i 1845.

Da kaptajn Bille, leder af den første Galatheaekspedition, strøg Dannebrog fra Kastellets tårn,  gik tiden nærmest i stå i Trankebar… I den britiske periode blev borgen brugt til administration og fængsel, og den tidligere så flotte guvernørbolig blev saltlager og administration for handlen med salt fra området omkring Trankebar.

Der blev opført en prægtig bygning til den britiske ledelse ”British Collector´s Residence ” over for Fortet. (i dag hotel Bungalow on the Beach)

En del bygninger blev revet ned, men mange blev liggende uændret eller ændrede blot lidt form.

Flere af de tidligere danske bygninger forblev den danske stats ejendom efter salget af kolonien til englænderne..  Bygningerne blev for de flestes vedkommende brugt af den tyske mission, og missionen gav dem videre til TELC,  Tamil Nadu Lutheran Church. Fra den danske stats side undlod man at gøre indsigelser, da TELC overtog bygningerne, skønt bygningerne tilhørte Danmark. Det er højst sandsynligt, at man kunne have fået det danske ejerskab bekræftet, så sent som i 80 erne, hvis man fra dansk side havde ønsket det.

I midten af 90´ erne begyndte vi at besøge Trankebar med elever fra Vestfyns Efterskole. Ved vores andet besøg fik vi lov til at slå vores små kuppeltelte op inde i Fort Dansborgs gård… Om natten gik jeg og min datter Marie rundt i borgen og holdt vagt sammen med den officielle indiske vagtmand.. Vi følte os som soldaterne i det 16. århundrede, der holdt vagt over fortets mandskab.

Med os på rejsen havde vi nu afdøde murermester Bent Christensen fra Vissenbjerg. Vi havde hele natten til at inspicere borgens bygningsmæssige tilstand, og konklusionen blev, at Dansborg trængte til en ordentlig omgang renovering,

Da vi vågnede næste morgen lød det ude i byen ” danskerne er kommet igen” -  for første gang siden 1845 havde der boet danskere i borgen.

Den følgende formiddag holdt min kollega Viggo Knudsen, tidligere forstander på Humble Efterskole, fortælletime for vores elever.  De 25 drenge og piger sad på betongulvet i den tidligere danske guvernørbolig - i rummet, hvor den danske guvernør havde boet de første 100 år af Dansborgs levetid… Viggo fortalte historien om, hvordan Ove Gedde i 1620 efter knap 2 års trængsler og kun halvdelen af besætningen tilbage, var nået til Coromandelkysten  Han fortalte eleverne om det spændende togt, der skulle have mundet ud i en dansk koloni på Ceylon – og om hvordan de 5 danske skibe, efter det mislykkede ceyloneventyr, var sejlet videre op ad Indiens kyst og var nået til den lille fiskerlandsby Tarangambadi på Coromandelkysten, hvor danskerne  af den lokale fyrste havde fået lov til at leje et stykke land. Han fortalte om bygningen af fortet og om danskerne, der de næste 225 år havde drevet  handel fra den åbne kyst - om hvordan varer og mandskab var blevet sejlet gennem brændingen i en Selling , en båd syet sammen med kokosreb  - Eleverne lyttede. Ganske mageløst sådan at få fortalt historien her på stedet i Trankebar, hvor det hele var sket.

 

Her opstod den store tanke om at gøre noget aktivt for at genrejse vores kulturværdier i Trankebar og fortælle historien på stedet.

Det blev til efterhånden mange besøg i Trankebar, og i 2002 fik vi den ide, at vi, om ikke andet, så skulle se at få  borgen kalket,  for i det mindste at gøre danskerne opmærksomme på, at her var der en del af vores historie, som fortjente at blive bevaret. Kalk er jo relativt billigt, sagde murermesteren, og det samme er den lokale arbejdskraft i Trankebar.

Nu startede en længere proces. Først skulle ideen præsenteres i Danmark. Man skulle jo nødigt beskylde os for at ødelægge gammel dansk kulturarv. Jeg skrev til vores kulturminister og vores Dronning og fik positiv respons. Vi sendte en delegation afsted til Indien, medbringende en anbefaling fra Nationalmuseet i København og et brev fra Dronning Margrethe.

Som det næste skulle vi have en tilladelse fra de indiske myndigheder - det var jo indisk ejendom og vi var kun på gæstebesøg. Det kostede en rejse på 2 måneder for Viggo Knudsen og hans kone Karin og murermesteren fra Vissenbjerg. På den sidste dag inden afrejsen fik vi vores tilladelse af Dr. Kannan, Commissioner of Archeology i Madras - ikke kun til at kalke,  men til at totalrenovere den del af fortet, hvor Guvernøren havde resideret de første 100 år.

Jeg var himmelhenrykt, da faxen med tilladelsen tikkede ind på min fax i Tommerup. Det første jeg gjorde var at skrive til Dronning Margrethe :” Jeg har hermed fornøjelsen at meddele Deres Majestæt, at vi har fået tilladelse til at renovere Fort Dansborg.”  Der kom et stort tillykke, og efter at vi havde brugt 100.000 af vores egne sammensparede penge til renoveringen af borgen, modtog vi den første donation fra Kongehuset. Det gav yderligere donationer fra 2 danske fonde.

Så fulgte oprettelsen af Foreningen Trankebar, der nu tæller over 300 medlemmer, personer fra hele landet, der er interesseret i at bevare vores fortidsminder i Trankebar og skabe et dansk/indisk mødested i vores gamle koloni.

Vi afsluttede den færdige renovering af Fort Dansborg med en fejring for Trankebars befolkning den 14. juli 2002.-  Vi forespurgte forsigtigt, om det mon kunne være muligt at hejse et lille Dannebrogsflag fra Kastellet tårn. Dr. Kannan svarede:  ”vi er 2 venligsindede nationer  - så, samme størrelse flag” et indisk og et dansk.

Der blev monteret en ekstra flagstang på kastellet tårn, og først blev det indiske flag hejset , den indiske nationalsang sunget og dernæst hejste Karin Knudsen Dannebrog, mens de danske gæster sang vores nationalsang… Det var en stor dag, der samtidig markerede det fredelige samarbejde mellem Danmark og Indien. Et samarbejde, der blev startet,  da det første danske skib anløb Trankebar i  år 1620,  et samarbejde, som vi i vores forening gerne ville videreføre til gavn for begge nationer.

Regeringen færdiggjorde renoveringen af fortet. Vi blev af den nye Commisioner of Archeology i Madras, Mr. Shetty, under hvem fortet nu sorterede, spurgt, om vi ville hjælpe med at omdanne Fort Dansborg til et moderne og tidssvarende museum. Efter hjemkomsten til Danmark kontaktede vi Nationalmuseet i København og bad dem om hjælp til den store opgave.  Det blev starten på det store projekt, der blev videreført under Galatheaekspeditionen med navnet Nationalmuseets Trankebar initiativ. Et forskningprojekt, der endte med at blive det største projekt under Galatheaekspeditionen.  Planen var, at Galathea 3 skulle have anløbet Trankebar, og vores forening havde fået den opgave at modtage skibet sammen med Trankebars befolkning. Alt var faktisk planlagt, da vi modtog den besked, at ruten var omlagt på grund af det anspændte forhold til de muslimske lande. Faktisk til stor forundring både for de kristne og muslimerne i Trankebar, der havde glædet sig til at modtage et dansk skib. Vi har nemlig den store glæde, at i Trankebar har der i mange år været tradition for, at de forskellige religioner kan leve fredeligt sammen.

 

Vores næste projekt var renovering af gravstederne på Nygade Kirkegård, den gamle danske kirkegård, der gennem årene havde fungeret som gravplads for kompagniets folk.

Før vi nåede at indvie renoveringsprojektet, der også havde omfattet genopbygning af en større mur omkring kirkegården,  skete det forfærdelige.

Vi fik en opringning 2. Juledag 2004 fra vores nære indiske bekendte  i Trankebar, skolelæreren Merinal og hendes mand, mønthandleren Sankar. De fortalte grædende i telefonen, at Tsunamien havde overskyllet hele Trankebar by. Vandet havde stået op til stolehøjde i Zionskirken. De danske bygninger var intakte, men fiskerlandsbyen var stort set revet væk. Det samme var omkring 700 sjæle.

En forfærdelig tid fulgte.. Det tog et par år, før byen igen fik sit normale liv tilbage.

Vi startede i Foreningen Trankebar en indsamling af midler til at hjælpe Trankebars fiskere, og i løbet af en måned havde vi indsamlet en halv million kroner i Danmark, og en fond havde lovet os yderligere 500.000.

Pengene skulle egentlig have været brugt til indkøb af nye fiskerbåde, men da vi erfarede, at stort set alle de NGOer, der kom til Trankebar for at hjælpe, ville give fiskerne nye både, fandt vi efter forhandling med fiskernes forening frem til, at det bedste, vi kunne gøre, var at bygge en stor kystsikring, ikke blot som værn mod fremtidige Tsunamier, men også til værn mod efterårets storme, der de sidste 50 år havde taget mange meter af kysten.

Vi ansøgte den lokale regering om tilladelse til at lave kystsikring, og fik ret hurtigt tilladelsen.

Gennem flere måneder kom lastbilerne hver morgen kørende gennem Landporten med store granitstykker, som blev lagt på stranden. Vi havde startet et kæmpemæssigt kystsikringsprojekt med danske midler – ganske imponerende. Vi færdiggjorde de første 350 meter af kystsikringen, og efterfølgende færdiggjorde den lokale regering projektet. Kysten ud for Trankebar er nu beskyttet med granit på en strækning af 1,3 kilometer. Vi havde startet et projekt, og inderne færdiggjorde det.

Tsunamien gav os en ny samarbejdspartner. Vi fik en henvendelse fra den nystartede Bestsellerfond, der gerne ville hjælpe med at renovere ikke blot de danske bygninger, men også de gamle tamilske bygninger i Trankebar by. Samtidig ville fonden lave en beplantningskystsikring i forlængelse af vores granitprojekt.

Nu startede dels et renoveringsprojekt af bygninger og samtidig udviklingsprojekter for over 2000 kvinder. Projekterne skulle hjælpe udviklingen i gang efter den store katastrofe, der havde ramt byen.

 

Efter færdiggørelsen af Fort Dansborg har vi i vores forening gennem årene kæmpet for at få renoveret den gamle danske guvernørbolig, der ligger ud mod Paradepladsen med udsigt til Fort Dansborg. Guvernørboligen blev opført af Den Danske Stat i år 1784, da forholdene efterhånden var blevet for trange for de danske guvernører på Fort Dansborg. Den første danske Guvernør, der fik glæde af den nye fine Guvernørbolig, var den norskfødte Peter Anker.

De mange års forhandlinger, dels for at skaffe penge og dels for at få de fornødne tilladelser til at renovere Guvernørhuset, bar frugt, da Bestseller indgik samarbejde med den indiske bygnings- trust  INTACH, og en  anonym dansk fond ville bekoste projektet.

Guvernørboligens renovering blev overvåget af Nationalmuseet i København, og vi kunne sammen med byens borgere glæde os over at indvie den flotte bygning i november 2011, hvor der gennem 3 dage blev afholdt en fest for Trankebars borgere.

Samtidig var Paradepladsen blevet renoveret, og der var blevet etableret en tropisk park ud mod vandet, begge dele financeret af Bestseller.

Foran parken ligger nu en stor granitsten, der viser byen, som den så ud på Trellunds gamle kort over Trankebar by.

Når besøgende i dag kommer til Trankebar, kan de spadsere rundt om Paradepladsen på et brolagt fortov, som er blevet lagt med hjælp fra brolæggeren fra Marstal. Om aftenen kan man gå tur under lyset fra de mange ”Københavnerlamper” og fortsætte ad strandpromenaden foran den tropiske park og afslutte turen med at se de flotte nyrenoverede huse i Guldsmedgade, hvor brolæggeren også har været i aktion.

 

Den tidligere British Collector´s residens er blevet omdannet til luksushotel af hotelkæden Nemrana. Tæt på Landporten er en anden gammel dansk bygning blevet ombygget til et hotel ved navn Land Gate, ejet af samme hotelkæde.

 

Bestseller har opkøbt den tidligere danske lægebolig van Theilingens Hus. En flot gammel dansk bygning midt på Kongensgade, og bygningen er i dag 2012 halvvejs renoveret.

Bygningen har tidligere tilhørt den danske læge van Theilingen, der også var læge på den første Galatheaekspeditions rejse til Nicobarerne , hvor kaptajn Steen Bille, efter at have overdraget kolonien Trankebar til englænderne, havde fået til opgave at gøre endnu et forsøg på at få overherredømmet over øgruppen Nicobarerne, der ligger godt 800 km øst for Trankebar nord for Sumatra.- Nicobarerne havde i flere omgange tilhørt den danske krone og lå på den vigtige handelsrute til fjernøsten.

 

Foreningen Trankebars formand, Karin Knudsen, har gennem årene forsøgt at få lavet et moderne og tidssvarende museum ud af Fort Dansborg. Det må vi desværre erkende ikke er lykkedes. Dels på grund af økonomi, men mest af alt på grund af de meget strikse indiske museumsbestemmelser, der stort set ikke lader plads til ændringer af et bestående museum..

 

I stedet fik vi den ide i 2010 at starte vores eget lille museum.

Trankebar Maritime Museum blev startet i februar 2010 og blev indviet og fejret af fiskernes formænd.

Den første udstilling omhandler Trankebars fiskeri og en mindre del fortæller om Tsunamien.

Vi fik lov til at starte museet i van Theilingens hus på Kongensgade, indtil bygningen skulle renoveres.

 I 2011 blev museet flyttet til at par nyopførte stråhytter i Dronningensgade, og vi modtog de 2 Sellinger, der fylder den ene hytte.

Vi kan glæde os over, at vi siden starten for 2 år siden, trods ydmyge forhold, har haft over 25. 000 besøgende, og vi får stor ros for vores lille museum. Vi har ansat en tidligere indisk  skolelærer som kustode, og han fortæller med stolthed om museet til de mange gæster.

Knud Helles, der er historiker og sidder i vores forenings bestyrelse, har skrevet en lille bog om Kompagniernes historie : ” Danish Trade Compagnies in South-and East Asia”.

Bogen, der er blevet trykt på dansk, engelsk og det lokale sprog tamil, blev præsenteret i efteråret 2011 og fik megen ros både af den lokale presse og rosende omtale i den landsdækkende Indian Express. Vi sælger den fra vores Maritime museum til de besøgende og har uddelt klassesæt til byens skoler. Vi synes, det er vigtigt, at børnene og de unge i Trankebar kender deres egen historie og herunder også de 225 år, hvor danskerne regerede over området.

Den historiske interesse for Trankebar er voksende, og vi ser fremtiden i møde med stor sindsro for vores museum.

Dog er et meget stort ønske for det maritime museum en fast muret bygning, da stråhytter har det svært i regntiden og med  de mange storme, der blæser i Trankebar om efteråret.

Vores museum rummer også en marin arkæologisk afdeling, som vi håber vil udvikle sig i årene fremover.

 

Fra mit første besøg i Trankebar er jeg blevet tilbudt gamle danske mønter, som de lokale havde fundet i strandkanten i så store mængder, at der helt klart må ligge store værdier i havet ud for Fort Dansborg.

Når skibene har ankret op gennem 225 år, og varer er blevet fragtet til og fra skibene på de små Sellinger, er der undertiden selvfølgelig sket det, at en Selling er kæntret, og godset er endt på havets bund.

Vi har også beretninger om skibe, der er blevet slået til vrag på kysten ud for Trankebar.

 

 

I 2007 kontaktede jeg den kendte danske vragdykker og marinarkæolog Gert Normann Andersen i Holstebro.

Gert er den person,  der ved mest  om marinarkæologi. Hans store interesse har medført opbygningen af det bedste vragmuseum i  Danmark , ”strandingsmuseet Sct. Georg ” oppe i Thorsminde på den Jydske Vestkyst.

Gert fortalte mig, at han havde besøgt Trankebar første gang i 1995 og da stod Trankebars sidste Selling stadig på stranden.

 

Det lykkedes at få Gert og en dykkerkollega til Trankebar for at foretage de første Marinarkæologiske undersøgelser i  2007. Forinden turen til Trankebar havde Gert Normann gennemgået relevant dansk og udenlandsk litteratur for at få en ide om, hvad der kunne forventes at ligge i farvandet ud for Trankebar. Blandt andet havde han studeret en liste over danske kompagniskibe, som er forlist på rejserne til Ostindien. I den fulde rapport fra de marinarkæologiske forundersøgelser, som kan læses på Strandingsmuseets hjemmeside

www. Strandmus.dk nævner Gert Normann, at mange af de forliste, danske som udenlandske kompagniskibe ofte havde store værdier med på udrejsen. Tit medbragtes foruden jern og bly, der dels var en god handelsvare og samtidig fungerede som ballast, ofte kasser med mønter, guld- og sølvbarrer. Skibene kunne også medbringe kasser med våben, knive,

kikkerter og andre europæiske varer.

På hjemrejsen blev skibene ofte lastet med silke, farvestoffer, sukker, te og krydderier – især peber, som kunne sælges i Europa for 30 gange købsprisen.

I nogle tilfælde medbragte skibene også forarbejdede ædelstene, elfenben og guld fra Bengalen og de andre asiatiske lande.

I selve området ved Trankebar, skulle der også være en chance for at finde resterne af den engelske fregat Madras, som forliste på udrejsen med en last mønter i 1688.

 

 Mine elever fra Vestfyns Efterskole medbragte det tunge dykkerudstyr i flyveren sammen med et protonmagnetometer, som de 2 dykkere efterfølgende gennem flere dage brugte til at undersøge havbunden med foran Fort Dansborg. Den første dag blev der lejet en lokal offshore dykkerbåd med 11 dykkere, en båd der til hverdag servicerede en platform, der havde station 10 sømil fra Trankebar. De efterfølgende dage blev der foretaget opmålinger fra en mindre fiskerbåd.  Udstyret vi brugte, består af en probe/fisk, som slæbes i et kabel under vandet ca. 20 meter bagefter et arbejdsfartøj – i det her tilfælde en fiskerbåd.

Kablet er forbundet med et instrument om bord på arbejdsfartøjet, hvor søgeparametre kan indstilles og alle signalerne aflæses på en computer ombord i fartøjet.

Alle gamle skibsvrag indeholder jern. Det er lige fra de mange skibsnagler, som alt træværk i skibet er spigret sammen med, til skibets ankre, jernbeslag, ballastjern, kanoner, våben og andet grej ombord. Både gamle og nyere skibsvrag kan derfor let findes med et protonmagnetometer. Selv løsfund, på størrelse med et anker eller en kanon, vil give et godt udslag.

Udstrækningen for udslaget er dog ikke så stort, som når der er tale om et helt vrag, hvorfor man godt kan få en god ide om hvorvidt, der er tale om et løsfund eller et større stykke skibsvrag.

Efter målingerne med protonmagnetometer, blev der foretaget et dyk af Gert Normanns medhjælper Kim Schmidt. Han foretog et dyk på 7 meter vand på en af de positioner, hvor der havde vist sig udslag på instrumentet. Vandet var klart de første par meter, men blev helt uklart så snart dykkeren nåede bunden.

 

Det samlede resultat af den marinarkæologiske forundersøgelse blev, at vi nu har flere GPS positioner, hvor der måske ligge et eller andet interessant på eller i havbunden ud for Fort Dansborg, hvor skibene gennem 225 år har ankret op på reden.

Måske er det løsdele, måske et mindre vrag eller måske den pengekiste, som missionæren Ziegenbalg og hans ven Plutzau tabte fra en Selling, da de blev fragtet ind fra skibet, under ankomsten fra Danmark i år 1706..

 

”Hvis pengekisten ligger der, så finder vi den ”, siger Gert Normann ganske overbevisende.  Jeg er sikker på, at han har ret.. De, som har besøgt Strandingsmuseet, med de mange fund,  som Gert og han folk har gjort gennem årene langs Den Jydske Vestkyst,  er heller ikke i tvivl.

 

Det store problem ved at dykke i Trankebar er, at havet på mange årstider er uklart, dels på grund af den høje sø, men også fordi den nærliggende flod fører sedimenter ud i havet som strømmen fører op ad kysten.  Så kun få gange om året, er det muligt at få et godt resultat ud af et dykkerprojekt..

 

 

Min store drøm er, at vi i Trankebar kan få skabt et dansk/indisk kulturcenter, et mødested mellem danskere og indere. Et mødested, der sammen med vores Maritime Museum også har en undervisningsafdeling, hvor vi kan bibringe danske skoletraditioner til det lokale indiske samfund fra børneskole til voksenundervisning. Et mødested hvor vi kan tilbyde foredrag og filmaftener for lokalbefolkningen.

Vi har netop modtaget endnu en donation Fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, et beløb til at starte et lille håndbibliotek, hvor de lokale og tilrejsende kan studere vores fælles dansk/indiske historie i Trankebar. Det er nemlig helt specielt at studere historien på stedet, hvor historien fandt sted.

 

Jo, danskerne er kommet igen, men vi forsøger at gøre det i respekt for den lokale befolkning .

 

Vi har netop fået den kongelige mønt i København til at fremstille en medalje, der fremover skal

Skænkes til personer, der har gjort en særlig indsat for at fremme udviklingen af Trankebar.

Den første medalje blev givet til Mr. Sultan tidligere ejeren af Danish shop, en lille butik lige uden for Landporten. Sultan der er meget interesseret i sin lokale historie, har gennem årene arbejdet utrætteligt på at give os gode ideer til at fremme byens udvikling. For tiden forsøger han at få Tamil Nadus regering til at genoprette den gamle jernbaneforbindelse til Trankebar der blev nedlagt i 70 erne. Trankebar Station lå lidt uden for byen og med tog kunne man køre videre ca. 30 km. til den nærliggende by Mayuram, som er et af knudepunkterne for Indian Rail. Herfra er vejen åben til resten af Indien med tog. De sidste meldinger vi har fået fra Mr. Sultan er, at projektet er en del af den nuværende regerings udviklingsplaner for togtrafikken i Tamil Nadu-  så vi håber, at det lykkes og håber, at man i fremtiden kan stige på toget i Mumbai på Vestkysten – køre tværs over Indien og ende rejsen i Trankebar.

 

I Danmark har vi valgt at hædre Bestsellers grundlægger Troels Holch Povlsen for det store arbejde som Bestsellerfonden har gjort i Trankebar efter Tsunamien.

Bestseller har, lige som vi andre i Foreningen Trankebar, det mål, at udviklingen af Trankebar skal ske i samarbejde med de lokale. 

 

Vi startede vores arbejde i Trankebar i år 2002 og vi kunne med stolthed se tilbage på mange spændende aktiviteter, da vi i februar fejrede Foreningen Trankebars 10 års jubilæum

Sammen med byen Trankebars borgere.

 

 

Poul Petersen,  tidligere forstander på Vestfyns Efterskole i Tommerup, næstformand i Foreningen Trankebars bestyrelse.

 

Mere om Foreningen Trankebar kan læses på www.trankebar.net

                   

 

Fonden donerede 25.000 kr. til et maritimt museum i Trankebar.

 
 
  Fonden har siden 1993 uddelt
midler til almennyttige formål.
Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond  ·  Spodsbjergvej 351  ·  Spodsbjerg  ·  5900 Rudkøbing  ·  56 20 20 40