Fulton skiltweb

 

 

 

Skonnerten Fulton - det unikke skib!

Afdelingsleder: Chefskipper Jakob Jensen
 

Skibet er en lille verden - stærkt begrænset i udstrækning. Alligevel rummer skibet det samme (bortset fra det materielle) som verden, der omgiver det. Det er ikke et slags paradis, hvor en Sankt Peter-lignende person har lukket de kære børn ind, og som så svæver rundt på uskyldshvide vinger. Her er det nærmest modsat. Ingen bliver lukket ind, hvis de ikke har en mere eller mindre blakket fortid.


Ombord finder de en overskuelig og struktureret hverdag. Ikke en tilværelse, hvor drengene er isoleret fra omverdenen og uden mulighed for at påvirke deres dagligdag. En stor del af tiden befolkes skibet af passagerer på forskelligt aldersniveau og køn. De skal sammen med vores drenge prøve at få skibet til at fungere mest hensigtsmæssigt. Voksenbesætningen er selvfølgelig ikke uden indflydelse!


Jo mere drengene kender til skibet og dets funktioner, des støre mulighed er der for at opleve følelse af selvsikkerhed og -værd, når de skal fungere sammen med passagererne, tit som en slags instruktører.


Resultatet af udført arbejde eller manglende, ligger ikke i en uoverskuelig fremtid. Virkningen af sejl, der sættes eller bjærges, kan ses og mærkes. Slippes en tov-ende i utide, kan det medføre alvorlige skader på materiel eller i værste fald på personer. Kulkomfurer, der er gået ud på grund af manglende fyring, resulterer i kold mad og intet varmt vand til bakstørn (opvask).


En vågen nattevagt er med til at forebygge en katastrofe i form af ildebrand - måske opstået i maskinrummet.


Positive tilkendegivelser om skibets tilstand og udseende fra besøgende i havnene eller medsejlende giver drengene en berettiget følelse af at have udrettet noget brugbart. De har jo været med til at vedligeholde "deres" skib.

 

Ud over det rent pædagogiske formål har skibet et formål mere - nemlig at transportere passagerer fra et sted til et andet. Det er med til at give sejladsen mening.


Et positivt socialt samvær - vores drenge og passagerne i mellem - er der undervejs god grobund for. Det spiller selvsagt en væsentlig rolle for drengenes velbefindende.


De snævre fysiske rammer gør, at privatlivet er stærkt begrænset, men også at eventuelle konflikter ikke løber længe, før de mærkes. Der er således god mulighed for en hurtig indgriben og løsning. Jævnligt dukker drengene op i skipperlukafet for en uforpligtende snak. Det kan også være alvorlige og private ting, der tales om. Her kan følelserne få frit løb uden at drengen taber ansigt overfor passagererne eller de andre drenge.


Uanset om man er skipper eller kvartermester (matros), skal man være parat til at gå ind i det praktiske arbejde sammen med drengene. På den måde opnås en tættere kontakt imellem voksenbesætning og drenge. De er heller ikke så tilbøjelige til at betragte de forskellige arbejdssituationer som ligegyldige, påtvunget dem af skibsofficerer i pletfri uniformer.


Efter at passagererne er afmønstret, er der ofte tid til, at voksenbesætningen og drengene kan hygge sig sammen om en god middag ombord i løbet af weekenden.


Mange af drengene har prøvet at ryge hash. Nogle har svært ved at lade være. Det er næsten umuligt at kontrollere, om der findes hash ombord. Har vi begrundet mistanke om rygning af hash, kan vi lave en test via en urinprøve, medmindre drengen indrømmer. Påvirkede drenge udgør en stor sikkerhedsrisiko ombord, både for sig selv og andre og vil normalt blive sendt hjem til Postgården. I visse tilfælde bliver de sendt hjem til forældrene på "tænkepause" efter aftale med hjemmet og sagsbehandler.


Samarbejdets nødvendighed ombord - arbejdet i højden og ud over vandet - instruering af passagerer. Intet styrehus - ingen varme brusebade - intet fjernsyn eller videoudstyr. Skibet er i sin relative primitive form (sammenlignet med moderne skibe) med til at give både arbejde og frivagt karakter af grænseoverskridelser for drengene. Overskridelser, der åbner op for et mere positivt syn på sig selv og deres omgivelser.

 

SFDS's Fond har doneret 150.000,- kr. i 2011

 
 
  Fonden har siden 1993 uddelt
midler til almennyttige formål.
Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond  ·  Skyttevej 16  ·  4000 Roskilde ·  70 70 73 80